Lundegårds tilbud til børn med særlige behov:
I den integrerede daginstitution Lundegård, kan vi have 5-6 børn i alderen 3-6 år. Fysisk er vi placeret i Lundegård 1 på Skt. Lukasvej 7b og er en inkluderet del af institutionens læreplan og traditioner. Børnene deltager i de daglige aktiviteter og ture med de øvrige børnehavebørn, men vi har også grupperum, hvor de kan være mere afskærmet, når der er behov for dette.
Målgruppen er børn, der har en fysisk eller psykisk udviklingshæmning eller børn med særlige behov i relation til koncentration, socialt samspil eller sprog. Børnene har behov for både at være en del af en lille gruppe, hvor de har mulighed for at udvikle specifikke kompetencer, og samtidig være inkluderet i fælles aktiviteter med den store gruppe. Vi arbejder med fleksible udviklingsrum og grupper, hvor barnet får mulighed for at fordybe sig i de ting, som kan være svært at få lært i det store fællesskab og blive mødt med accept, nærvær og anerkendelse.
Vi har special uddannede pædagoger tilknyttet det særlige tilbud, som arbejder intensivt med børnene ud fra deres handlingsplan. Dette foregår i et nært samarbejde med forældre og samarbejdspartnere såsom talepædagog, fysioterapeut, ergoterapeut og psykolog, som er tilknyttet fra kommunen PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning). I barnets handlingsplan kan der indgå sprogtræning, tegn til tale, sansemotorisk træning, motorik, fordybelse samt udvikling af barnets motorik, selvopfattelse og støtte til det sociale samspil. Vi arbejder meget struktureret ud fra faste planer, da vores erfaring er, at børnene profiterer af forudsigelighed.
I Lundegård arbejder vi med inklusion, hvor vi er opmærksomme på vore børns behov for på egne præmisser at være deltagere i fællesskab med andre børn. Dette praktiserer vi i fælles aktiviteter i hverdagen, hvor vi f.eks. deltager i et fælles musikprojekt på tværs af huset.
Af andre fælles aktiviteter kan nævnes skolegruppen, hvor vore store børn deltager. I dagligdagen er vi inkluderet med børnehaven, men vi vurderer også barnets behov for fordybelse og træning i en mindre gruppe. En gang ugentlig holder vi sang og musik, hvor alle børn i huset deltager. Derudover deltager vi i institutionens mange traditioner alt lige fra teaterture til sommerfest, som kan ses i læreplanen.
Vi ønsker at kunne tilbyde de børn, hvor udviklingen ikke kommer af sig selv, gode dage med anerkendelse, glæde og udfordringer, så de opnår større selvstændighed og modenhed.
|