Vedtægt
Vedtægt for den selvejende institution Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen NAVN, HJEMSTED OG FORMÅL §1 Den selvejende institutions navn er ”Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen”. Institutionen benævnes i det følgende ”Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen” eller ”Stiftelsen”. Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen er stiftet den 8. maj 1900 af Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm og andre initiativtagere. Stiftelsens hjemsted er Gentofte Kommune. §2 Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen er en diakonal organisation med et Diakonifællesskab. Stiftelsen er hjemmehørende i Den danske Folkekirke og har dennes evangelisk-lutherske bekendelse som sit grundlag. Stiftelsen har følgende opgaver: - at uddanne til diakoni - at indvie til diakonal tjeneste i Folkekirken - at udøve diakonal virksomhed ved omsorg for mennesker - at deltage i løsning af diakonale opgaver på kirkeligt grundlag - at deltage i løsning af humanitære opgaver i øvrigt samt yde støtte til forskning og uddannelse. Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen er Diakonifællesskabets hjem. Diakonifællesskabet er et kirkeligt og menneskeligt fællesskab, der også kan omfatte arbejdsmæssige og økonomiske forpligtelser for medlemmer. KAPITAL §3 Stiftelsens grundkapital, som udgør 50 millioner kroner, er tilvejebragt ved indbetaling ved Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsens oprettelse og ved henlæggelse af regnskabsmæssige overskud siden stiftelsen. Stiftelsen hæfter alene med sin egen kapital efter dansk rets almindelige regler for alle Stiftelsen påhvilende gældsforpligtelser. Bestyrelsens medlemmer er ansvarlige for Stiftelsens forpligtelser efter dansk rets almindelige regler herom. LEDELSE §4 Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen ledes af en bestyrelse på mindst 10 medlemmer. Medlemmer af bestyrelsen er forstanderen og forstanderinden for Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen, 3 medlemmer udpeget af det i medfør af §7, stk. 1 nedsatte Fællesråd samt mindst 5 andre medlemmer, som vælges af den samlede bestyrelse. Bestyrelsen bør sammensættes således, at der blandt dens medlemmer findes personer med indsigt i kirkelige og diakonale forhold samt tekniske, økonomiske og forvaltningsmæssige forhold. Bortset fra de af Fællesrådet udpegede medlemmer udpeges bestyrelsens medlemmer ikke for bestemte tidsrum. Samtlige bestyrelsesmedlemmer fratræder ved det fyldte 70. år. Bestyrelsen vælger blandt sine medlemmer for et tidsrum af 2 år en formand, en næstformand og en kasserer. Valget finder sted på det først afholdte bestyrelsesmøde i et kalenderår. Genvalg kan finde sted.
§5 Bestyrelsen holder i almindelighed møder i hver januar, maj og oktober måned. Derudover kan bestyrelsesmøder afholdes efter formandens bestemmelse. Når et flertal af medlemmerne af det i medfør af §6, stk. 1 nedsatte forretningsudvalg eller mindst 5 medlemmer af bestyrelsen fremsætter begæring om afholdelse af bestyrelsesmøde, skal bestyrelsesmøde afholdes. Formanden leder bestyrelsens møder. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når halvdelen af dens medlemmer er til stede. Hvor intet andet er bestemt i nærværende vedtægt eller bestyrelsens forretningsorden, træffes alle beslutninger i bestyrelsen ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed har formanden den udslaggivende stemme. Over forhandlingerne i bestyrelsen føres en protokol, hvori et kort referat af forhandlingerne samt alle bestyrelsens beslutninger indføres. Protokollen underskrives af de i mødet deltagende medlemmer. Et bestyrelses-medlem, der ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening indført i protokollen. Bestyrelsen kan i en forretningsorden fastsætte nærmere forskrifter for sin virksomhed. §6 Formanden, næstformanden, kassereren, forstanderen og forstanderinden samt et af og blandt den øvrige bestyrelse valgt medlem udgør forretningsudvalget. Valget af dette medlem, som sker for et tidsrum af 2 år, finder sted på det først afholdte bestyrelsesmøde i et kalenderår. Genvalg kan finde sted. Forretningsudvalget leder Stiftelsens virksomhed i overensstemmelse med bestyrelsens beslutninger og fører løbende tilsyn med Stiftelsens virksomhed. Forretningsudvalget træffer selv bestemmelse om, hvornår møder skal afholdes. Forretningsudvalget kan fast-sætte en forretningsorden for sin virksomhed. §7 Fællesrådet består af forstanderinden og forstanderen samt 5 medlemmer, der vælges af diakonifællesskabet ved Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen for et tidsrum af 4 år. Fællesrådet fastsætter en forretningsorden for sin virksomhed. Forretningsordenen skal godkendes af bestyrelsen. Fællesrådet udpeger fra Diakonifællesskabet 3 medlemmer til Stiftelsens bestyrelse. Medlemmerne udpeges for et tidsrum af 4 år. Genvalg kan finde sted. §8 Bestyrelsen for Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen og Fællesrådet vælger i et samlet kollegium et medlem af diakonifællesskabet til forstanderinde og en præst til forstander for Stiftelsen. Ved valg af forstander og forstanderinde, som finder sted ved simpel stemmeflerhed, har hvert bestyrelsesmedlem og hvert medlem af Fællesrådet en stemme. I tilfælde af stemmelighed er bestyrelsesformandens stemme udslagsgivende. Forstander og forstanderinde fratræder med udgangen af den måned, hvor de fylder 70 år. Forstanderen og forstanderinden varetager i fællesskab den daglige ledelse af Stiftelsen. §9 Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen kan kun med Fællesrådets samtykke oprette nye selvejende institutioner.
STIFTELSENS TEGNING §10 Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen tegnes af bestyrelsens formand, næstformand eller kasserer hver for sig sammen med forstanderen eller forstanderinden. Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom tegnes Stiftelsen dog af 2 af førnævnte bestyrelsesmedlemmer i forening med forstanderen eller forstanderinden. Bestyrelsen kan meddele fuldmagt til at tegne Stiftelsen i nærmere angivne anliggender. ANVENDELSE AF OVERSKUD §11 Såfremt driften af Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen måtte give overskud anvendes overskuddet inkl. kursreguleringer til opfyldelse af et eller flere af de i §2 angivne formål. AFLÆGGELSE AF REGNSKAB OG REVISION §12 Regnskabsåret er kalenderåret.
For hvert regnskabsår udarbejdes et årsregnskab bestående af balance (status), resultatopgørelse, noter og årsberetning. Disse dele udgør en helhed. Årsregnskabet revideres af en af Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsens bestyrelse udpeget statsautoriseret revisor. VEDTÆGTSÆNDRING OG OPLØSNING §13 Beslutning om indstilling til fondsmyndigheden om ændring af Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsens vedtægt træffes af Stiftelsens bestyrelse. Vedtagelse af forslag til ændringer kræver, at mindst 2/3 af de fremmødte bestyrelsesmedlemmer har stemt derfor på to på hinanden følgende bestyrelsesmøder, som er afholdt med et mellemliggende tidsrum på mindst 2 uger. §14 Beslutning om Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsens opløsning kan træffes af bestyrelsen, når mindst 2/3 af bestyrelsen stemmer derfor. Ved Stiftelsens opløsning anvendes den del af formuen, der ikke er nødvendig til økonomisk sikring af søstrenes underhold, til de i §2 angivne formål. Denne vedtægt, der er vedtaget på et styrelsesmøde afholdt d.d. i henhold til de tidligere love for Diakonisse-huset Sankt Lukas Stiftelsens §7, er en ajourføring af de tidligere love. ………………………………………. Vedtaget af Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsens bestyrelse 30. oktober 2001 og 29. januar 2002. |